Vi varetager hele processen bag et raa cph-køkken fra fræsning til finish. Vores CNC-fræsere skærer kabinetterne i de mål – og de må jo gerne være skæve – som passer til dit køkkenrum og dine behov. Elementer og skuffer tappes sammen med minutiøs præcision. Fronterne males, lamineres eller fineres på værkstedet af specialiserede medarbejdere.
Til de elementer, der ikke er i træ – bordplader, håndvaske, armaturer, lys – samarbejder vi med leverandører, der deler vores kvalitetskrav og faglige stolthed. De skærer marmor og tilpasser stålplader med samme ild, som vi arbejder med træet.
Du kan vælge at bruge egne håndværkere til montage, og du kan vælge at bruge os. I sidstnævnte tilfælde er det vores montageafdeling, der varetager, at dit køkken bliver installeret bedst muligt i dit hjem.